Historier
Match 1 til 15 fra 15 » Kun miniaturer
| # | Ikon | Beskrivelse | Knyttet til |
|---|---|---|---|
| 1 |  | Biografi fra Christiansfeld Årskalender 2016, Christiansfeld Lokalhistoriske Forening: "Aller Andelsmejeri etableredes i 1889 men udvides allerede i 1921 med et nyt osteri og en ny bestyrerbolig. [...] Blandt bestyrerne kan nævnes Niels Hansen Nygaard, født 11. december 1884 i Hjerndrup, søn af sadelmager Hans H. Nygaard og hustru Marie Frederikke, født Lund. Han blev den 2. april 1909 gift med Andrea, født Andersen. Niels Nygaard havde været elev på andelsmejerierne i Over Lerte, Aller, Branderup, Anslet og Kastvraa. Han var på Vinidng Højskole i 1906-07, på Ladelund Mælkeriskole i 1907, hvorefter han var mejerist på andelsmejeriet i Anslet. Han var mejeribestyrer på Rømø fra 1908 til 1910 og kom til Aller Andelsmejeri som bestyrer i 1910. Niels Nygaard blev en meget aktiv mand i Aller. Han var kommuneforstander i overgangstiden, kommunalrevisor og kasserer for Aller Sogns Spareforening. Som mejeribestyrer fik han sølvmedalje for smør i 1927, bronzemedalje for ost i 1924 og bronzemedalje for smør i 1928. Kilde: Dansk Mejeristat." | |
| 2 |  | ||
| 3 | | Afskrift af Theresias Glatz' adoptionskontrakt | |
| 4 | | Biografi af André Grove Hauerbach fra bogen "Århus. Byens Borgere. 1165-2000" | |
| 5 | | Biografi af Emanuel Rasmus Grove fra Wikipedia Emanuel Rasmus Grove (13. september 1756 i København – 12. januar 1847 i Fredensborg) var en dansk embedsmand, medlem af den afrikanske konsulatsdirektion. Emanuel Rasmus Grove var broder til admiralitetsdeputerede Carl Frederik Grove, dimitteredes 1772 fra Herlufsholm, fik kort derefter ansættelse i Admiralitetskollegiet og udnævntes 1777 til konsulatssekretær i Marokko. Efter konsulens hjemrejse fungerede han i dennes sted fra 1781-85, da han fik tilladelse til at vende hjem for at støtte moderen, der sad som enke i små kår. 1788 blev han kommitteret i Kommercekollegiet og sekretær (dvs chef) i Konsulatskontoret. Da det var af stor betydning for staten på en fyldestgørende måde at reklamere erstatning for de mange under revolutionen opbragte danske og norske skibe, sendtes Grove i begyndelsen af 1794 som generalkonsul til Paris, hvortil han ankom i revolutionens blodigste periode, og hvor han på grund af autoriteternes stadige vekslen havde meget møje med at fremme sit lands interesser. 1797 hjemkaidtes han for atter at træde ind i Kommercekollegiet. 1799 blev han administrerende direktør for Manufakturhandelen, i det han samtidig fritoges for konsulatsforretningerne undtagen de afrikanske. Hans særlige Indsigt i disse foranledigede, at han året efter, da de afrikanske sager udskiltes fra Udenrigsdepartementet og Kommercekollegiet under et særligt kollegium, den afrikanske Konsulatsdirektion, udnævntes til medlem heraf, en post, han beklædte, indtil direktionen atter ophævedes 1837. I december 1804 søgte og fik Grove, der følte sig tilsidesat i Kommercekollegiet, sin afsked herfra. Grove betragtedes som en i handels- og finanssager mere end almindelig kyndig mand med et særligt greb på at repræsentere, og der betroedes ham derfor også flere sendelser til pengemarkedet i Holland under de for staten mest prekære finansielle forhold, således 1799 i anledning af penge- og kreditvæsenets daværende slette tilstand, 1809 for at opnå udsættelse med betalingen af 1 million gylden og 1813, efter Statsbankerotten, for at søge et lån, så påtrængende, at hans instruks endog tillod ham subsidiært at sætte krondiamanterne i pant. 1801 sendtes han til St. Petersborg for at udvirke kornudførsel til det nødlidende Norge. Grove var medlem af forskellige inden- og udenlandske videnskabelige selskaber (således f.eks. fra 1810 af Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie) og i flere år præses for Landhusholdningsselskabet. Han havde omfattende kundskaber og interesser, talte 8-10 sprog og ansåes for en god kunstkender. Han ægtede 1. (6. juli 1787) Petronelle Brinck-Seidelin (født 24. november 1755 død 27. april 1801), en datter af assessor i Højesteret, konferensråd Hans Diderik Brinck-Seidelin til Eriksholm og Ingeborg født Bering, 2. (24. juni 1805) Johanne Elise Hiort (født 10. marts 1786 død 10. april 1873), datter af amtmand, siden kommitteret i Rentekammeret, etatsråd Andreas Hiorth og Rachel født Gjerløv, og døde 90 år gammel i Fredensborg og er begravet på Asminderød Kirkegård. Grove var 1810 blevet etatsråd og 1826 konferensråd. Ridder af Dannebrog 1810 og Dannebrogsmand 1828. Han er portrætteret på akvarel i familieeje. Buste i Landhusholdningsselskabet. Stik af Gilles-Louis Chrétien efter tegning af Fouquet | |
| 6 | | Biografi af Martin Carlholmer fra Paul Harnesk (ed.): "Vem är Vem? / Götaland utom Skåne, Halland, Blekinge 1965", side 204 | |
| 7 | | Biografi i Den Store Danske - Gyldendals Åbne Encyklopædi Rasmus Æreboe, 26.4.1685-24.10.1744, dansk embedsmand og forfatter. Rasmus Æreboe blev i 1709 privatsekretær for Just Juel, som han fulgte på en lang gesandtskabsrejse i Rusland. Siden blev han sendt på yderligere to missioner til Rusland, inden han som belønning i 1715 udnævntes til notar i København. Rasmus Æreboe huskes især for en dagbog, han førte i Just Juels navn, over rejseoplevelserne i Peter den Stores Rusland samt for en selvbiografi, der bl.a. skildrer hans hårde opvækst og studentertid. Desuden oversatte Æreboe den store russiske lovkodificering fra 1649, Sobornoje Ulozjenije, som han supplerede med omfattende kommentarer, der samtidig kaster lys over Peter den Stores Rusland. Dette værk udkom på tryk i 2013. | |
| 8 | | Biografi i Fr. Olsen: "Den danske Postetat". København 1929
| |
| 9 | | Dansk Biografisk Leksikon Æreboe, Rasmus, 1685-1744, Notarius publicus i Kjøbenhavn, var født 26. April 1685 og Søn af Hans Hansen Æ., Borger og Skipper i Svendborg, og Mette Jensdatter. Faderen, der sad i smaa Kaar, døde allerede 1693. Besjælet af Læselyst fik den fattige Dreng, hvis Rigdom bestod af 2 *$* 8 ß og Sølvknapper til en Trøje, i sit 12. Aar Lov til at følge sin Farbroder til Skolen i Næstved, hvorfra han dimitteredes 1704. Han maatte døje megen Nød under sin Skolegang og som Student, men var meget flittig og lærte at skrive og tale Latin med Færdighed, hvilket 1709, efter at han havde taget Attestats, skaffede ham Plads som Sekretær hos Just Juel (VIII, 587), der rejste som Envoyé til Rusland. Fra dette Øjeblik havde hans Fattigdom Ende, han fik nu Kaarde med Sølvgreb og lokket Paryk, og Vennerne kaldte ham «den nye Æreboe». Han lærte ogsaa snart at begaa sig blandt de fornemme og vandt ved sin Aandsnærværelse, Troskab og Paapasselighed Juels Yndest. Ved hurtig at lære det russiske Sprog gjorde han sig end mere nyttig, og han førte baade for sig selv og nedskrev for Gesandten Dagbøger over deres Oplevelser i Rusland i de bevægede Aar, da det ret begyndte at lykkes Zar Peter (efter Slaget ved Pultava) at hæve Rusland til en ukjendt Anseelse. Hans fine Forstaaelse af Lydovergange i det russiske Sprog har vakt Beundring selv hos en moderne Sprogmand som Karl Verner (XVIII, 411). Bekjendt for Eftertiden er han bleven ved sin Selvbiografi, der giver mange Oplysninger om Studenterlivet her hjemme for 200 Aar siden, naivt opregner hans 26 mere eller mindre «yderlige Livsfarer», fra hvilke han jævnlig kun redder sig ved usædvanlig Kjækhed og Snarraadighed, og som navnlig beretter om mange mærkelige Optrin af Zar Peter og hans nærmeste Omgangskreds. Æ. bidrog til at skaffe Just Juel Vicekansler Schafirofs Gunst ved at undervise dennes Søn og stod paa en fortrolig Fod med den fremragende og indflydelsesrige gejstlige Feofan Prokopovitsch. En af hans drøjeste Prøvelser var, da han i Efteraaret 1713 sendtes med 12 Mand i en aaben Jolle, der kun stak to Fod dybt, til Peter den store i Finland med stor Fare for at opbringes af Svenskerne. Han naaede med det ganske udmattede Mandskab til Kronstadt, hvor Admiralinde Cruys gav sig til at græde ved Synet af hans bedrøvelige Skikkelse med de paa Kroppen opraadnede Klæder, og Peter den store noterede i sin Dagbog, at den danske Konges Sekretær havde gjort denne Rejse i aaben Baad. Da Æ. kom hjem, søgte han Præstekald, men Kongen udnævnte ham 1715 til Notarius publicus i Kjøbenhavn, hvortil hans Sprogkundskaber i Tysk, Fransk, Hollandsk, Latin og navnlig Russisk gjorde ham særlig kvalificeret, fordi man da ventede en livligere Handelsforbindelse med Rusland, i hvilken Anledning Æ. aabenbart ogsaa har udarbejdet det mægtige Manuskript med Uddrag af russisk Handelslovgivning i dansk Oversættelse, der blev dediceret Kongen og endnu findes paa det kongl. Bibliothek. Æ. ægtede 1. (22. Jan. 1717) Karen Wartberg (døbt 20. Juli 1696 d. 22. Marts 1724), Datter af Vejermester paa Holmen Peter W. og Maria f. Bentsen, og 2. (26. Sept. 1726) Catharina Maria Alsberg (f. 11. Juli 1706 d. 19. Juni 1754), Datter af Hovedbogholder ved Rentekammeret Lars Jensen A. Æ. var en Tid en ret velstaaende Mand, men hans Direktion af den første kjøbenhavnske Fajancefabrik, hvoraf han var Medejer, skaffede ham en Del Ærgrelser, ved Ildebranden i 1728 mistede han en ikke ringe Del af sin Næring, og en Svogers Fallit ramte ham haardt. Han døde 24. Okt. 1744. | |
| 10 | | Fadder ved en dåb, 10. maj 1719 i Helligånds Kirke, København Cecilia Marie Bentzen blev holdt over Daaben af sin Mormoder (Madame NORMANS fra Graabrødre Torv), og Renteskriver ANDREAS JØRGENSENS Datter af 1. Ægteskab (Mademoiselle ELLEN MARIE fra Compagnistræde) holdt Huen; Faddere var den bekendte Notarius publicus RASMUS ÆREBOE fra Holmen, Feltpræst DANIEL PAULLI fra Skindergade, Guldsmed PETER KLEIN fra Graabrødre Torv og Kantor CHRISTEN ANDERSEN SPARKIER ved Holmens Kirke. | |
| 11 | | Kort biografi af Niels Nicolai Hansen | |
| 12 | | Om anholdelsen af kommunisten Niels Johnsen | |
| 13 | | Omtale i Hæftet "Bageren i Nørreport – H.C. Hansens Bageri og konditori", af Svend Aage Faaborg, Aabenraa 1987 | |
| 14 | | Omtalt i Fusager, H.: "Bager - og Konditorforeningen for Aabenrraa By og Amt, En kort oversigt over foreningens virksomhed gennem 75 år. 1879-1954" Aabenraa 1954 | |
| 15 | | Omtalt i Willadsen, Paul: "Aabenraa Bager Laug 1879 – 1979"? |